På et eller andet tidspunkt begynder vi alle at tænke på hvad der skal ske, når vi ikke er her mere. Det er jo egentlig en ubehagelig tanke og mange skubber det, for vi tror jo alle vi bliver 100 år.

Og hvorfor skal vi overhovedet tænke på det? Pludselige dødsfald sker jo kun for andre eller er noget man læser om i avisen.

Det skal ikke ske, når man har været til lægen og har fået en ubehagelig diagnose! Det er heller ikke så godt, når man er i festligt lag med vennerne! Og på boldbanen søndag formiddag, er nok heller ikke sagen!

Det kunne til gengæld ske som en naturlig samtale over en kop kaffe med dine børn eller partner. Fortælle om minder tidligere i livet, og stille og roligt fortælle om sine egne ønsker og få skrevet dem ned. Det vil helt sikkert give en masse spørgsmål.

Historien om en selv, er slet ikke så kedelig som man måske tror. De fleste børn elsker, at høre om hvordan far og mor mødtes og hvordan de levede i ”Oldtiden”.
Nu er ”Min Sidste Vilje” blevet digital.
Du kan udfylde den på internettet via NemID-login på hjemmesiden minsidstevilje.nu
Du kan udfylde relevante felter i forhold til dine egne ønsker.

Du kan tilpasse dine ønsker løbende hvis du ændrer beslutning. Du kan give tilladelse til hvem der skal kunne læse dine ønsker.
Du kan skrive, at du har testamenteret dine organer til brug for andre… Eller at du vil bisættes og have din aske strøet over havet… Eller det almindelige kaffebord skal erstattes med en lille buffet med vin og vand.

Kort sagt, er der er ikke grænser for hvad du kan skrive.

Vi ser dem sommetider kun udfyldt med navn, cpr-nummer og som det eneste ønske; røde roser og hvid kiste.

Hos Begravelsesforretningen Per Jensen har vi en papirudgave liggende som vi udleverer. Vi vil også gerne hjælpe med at udfylde den og registrere dine ønsker digitalt.